JESPER BOGAARD

Allerede som barn var Jesper fascineret af kunst, konstruktioner og materialer. Han brugte mange af sine barndoms timer på at skille ting ad og sætte det sammen igen og bygge skulpturer af det adskilte – altid med en filosofisk tilgang til hvordan ting opbygges, konstrueres og produceres, og med et nysgerrigt blik på kunsten gennem legen.

Det blev til mange kreationer i hans barndomsår; malerier, skulpturer og konstruktioner opbygget i et skønt mix af nyt og gammelt. Man kan sige, at han dengang satte grundstenene til hans nuværende tilgang i skabelsen af sine værker – et legende og filosofisk univers, med et stort materialekendskab og en forskelligartet håndværksmæssig kunnen.

Jesper har sidenhen arbejdet med kunst og kultur i mange forskellige aspekter: I et art studie i England, som skabte kulisser til filmindustrien, i Danmarks reklamebranche, hvor kulisse opbygning var omdrejningspunkt for hans håndværk – og som selvstændig har han også beskæftiget sig med kulisse og scenekunst på bl.a. Brandt Klædefabrik og Den Fynske Opera.

Jesper er desuden uddannet fra Kunst og håndværk Seminariet i Kerteminde, hvor træ, stål og metal var hovedfagene. Metal og stål er stadig Jespers foretrukne materialer i forhold til konstruktioner – men han arbejder gerne i mange forskellige materialer og har et, hvis han selv skal sige det, “ret stort materialekendskab”

Han har desuden hjulpet andre kunstnere i skabelsen af deres værker eller opsætninger, og har også selv skabt mindre værker i eget navn, inden han i 2018 var med til at starte kunst firmaet Chaos Engine – som bl.a. skabte kunstværker til festivaler og kommuner. I 2020 valgte Jesper at blive selvstændig, under sit eget navn “Jesper Waaben Bogaard” – som sidenhen er blevet til Grundstuff.

Scroll to Top